Dansk brintinfrastruktur skal til Fredericia

Debatindlæg bragt i Børsen 23. september 2024

Danmark er i disse år i gang med en omfattende grøn omstilling, som skal sikre, at vi når de ambitiøse klimamål. Vindmøller og solceller fremhæves med god grund ofte som symbol på den grønne omstilling, men mindst lige så vigtigt er det, at der etableres en infrastruktur, som kan sikre, at vi også har energi, både når solen ikke skinner og vinden ikke blæser og til den del af transporten, som kun vanskeligt kan elektrificeres. Det er til gavn for den grønne omstilling og for forsyningssikkerheden.

I øjeblikket drøftes politisk de sidste detaljer for etablering af en ny brintinfrastruktur i Syddanmark. Den bærende løsningsmodel er kendt som ”nedre T”, som sikrer, at brintrøret løber fra Tyskland op til Vejen og herfra til såvel Esbjerg som Fredericia og Trekantområdet.

På det seneste, har der været stemmer i den offentlige debat, som har argumenteret for, at brintinfrastrukturen skal gå direkte fra Esbjerg og til Tyskland. Dette vil være en kortsigtet og uhensigtsmæssig model.

Esbjerg forventes i de kommende år at opbygge en stor kapacitet på brintproduktion som følge af udbygningen af vindmølleparker off-shore. Det vil skabe mulighed for eksport af brint til det tyske marked.

Ligeledes har Trekantområdet en række virksomheder, som kommer til at øge den danske brintproduktion i de kommende år. Trekantområdet har imidlertid også en unik position som et af de få steder i Danmark, hvor vi i stort omfang selv kan anvende den brint, der produceres i Danmark.

Uden brintrør i det “nedre T” vil en større del af fremtidens grønne brændstoffer skulle importeres, hvilket påvirker samfundsøkonomien, arbejdspladser og forsyningssikkerhed negativt.

Hvis vi ønsker mest mulig vækst for vores investeringer, bør vi placere dem, hvor der allerede er de rette forudsætninger og infrastruktur for at opbygge en velfungerende PtX-industri, fremfor at bygge det hele op fra bunden.

Danmarks nye grønne erhvervseventyr starter med PtX i Trekantområdet

Kombinationen af raffinaderi, kilder til biogent kulstof, infrastruktur, sektorkobling, kompetencer og samarbejde udgør vigtige brikker i energi- og PtX-økosystemet. Storskala-produktion af vedvarende vind og sol, CO2-fangst og lagring samt brintproduktion binder området sammen med Esbjerg, Nordsøen samt Tyskland.

Den danske brint- og PtX-branche vurderer, at der kan skabes 53.000 arbejdspladser i Danmark. COWI vurderer, at godt 19.000 af disse kan skabes i Trekantområdet.

Men for at realisere dette skal der etableres et brintrør til Fredericia.

Med brintrørføringen “det nedre T” kan Danmark både eksportere brint til Nordeuropa og sikre storskala-forædling af grønne brændstoffer i landet. Usikkerhed om denne rørføring vil betyde tab af investeringer, vækst og arbejdspladser. Det reducerer investeringslysten i Trekantområdet og risikerer tab af vigtige kompetencer, som er kostbare i den grønne omstilling.

Brintrørføringen “det nedre T” sikrer store CO2-reduktioner

For at nå målene i den grønne omstilling skal vi finde grønnere måder at producere varer på, især olieprodukter som plast, tekstiler og brændstoffer. Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia producerer Vestdanmarks olieprodukter med fossil brint og kulstof. Grøn brint fra elektrolyse kan erstatte den fossile brint, fx i produktionen af grøn jetfuel.

Når ét ton sort brint udskiftes med grøn brint på raffinaderiet, spares 10 tons CO2. Med et dagligt forbrug på 35 tons brint kan der spares 350 tons CO2 hver dag. Yderligere CO2-reduktioner opnås, når forbrugerne vælger grønne produkter frem for fossile, og vi begynder at anvende biogent CO2.

Uden et brintrør til Fredericia skal vi importere grønne brændstoffer, hvilket forringer forsyningssikkerheden. Selvom vi har kompetencerne herhjemme, vil manglende storskala-produktion holde priserne høje. Raffinaderiet er det eneste sted i landet med kapacitet og kompetencer til at producere flybrændstoffer i stor skala.

Brintinfrastrukturen skal ses i sammenhæng med arbejdet på at etablere CO2-infrastruktur mellem Fredericia, Esbjerg og Nordsøen via samarbejde mellem Evida, Total Energies og ADP. Dette understreger Fredericia og Trekantområdets centrale rolle i et nyt dansk energi- og råstofsystem.

Vi vil gerne bidrage til at udvikle en dansk PtX-industri, og områdets kommercielle aktører støtter op. Men vi har brug for sikkerhed for, at Energinet bygger brintinfrastrukturen til Fredericia, hvis vi skal nå danske klimamål og levere fremtidens grønne teknologiske løsninger, der er fundamentet for vores hverdagsliv og velfærd.

Christian Bro (S), Borgmester i Fredericia Kommune
Jens Ejner Christensen (V), Borgmester i Vejle Kommune og formand for Trekantområdet Danmark
Anders Frandsen, formand, Triangle Energy Alliance (TEA)


Stærkt økosystem efterspørger brinten
Der er et stærkt økosystem i området, som ser store potentialer i PtX-industrien – dette ses bl.a. ved at en række større virksomheder er medlemmer og lægger ressourcer i det privat-offentlige samarbejde Triangle Energy Alliance. Lignende samarbejde findes ikke andre steder i Danmark. Trekantområdet er Danmarks Produktionscentrum, og med 37.000 årsværk i industrien, står de for hele 20% af beskæftigelsen i Trekantområdet. Det er den største koncentration af industri i Danmark – til sammenligning står industrien i Esbjergområdet for knap 15.000 årsværk og i Aalborgområdet for godt 25.000 årsværk. Der er med andre ord en stor efterspørgsel efter at få et brintrør til Trekantområdet og i særdeleshed til Fredericia

Om Trekantområdet Danmark
Trekantområdet Danmark er Danmarks ældste business region og politisk ledet samarbejdsorganisation mellem syv kommuner: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle. Samarbejdet ledes af en bestyrelse, der består af de syv borgmestre. Læs mere om samarbejdet https://www.trekantomraadet.dk

Om TEA
Triangle Energy Alliance er et Offentligt-Privat Partnerskab mellem 34 partnere, herunder Trekantområdets 7
kommuner, som har til formål at gøre Trekantområdet til et nordeuropæisk centrum for grønne brændstoffer på
grund af vores unikke PtX-værdikæde.

Om Fredericia Kommune
Fredericia Kommune rummer det ene af Danmarks to aktive raffinaderier. Fredericias unikke placering i energisystemet giver mulighed for at skalere produktion af grønne kulstofbaserede produkter, men det vil kræve adgang til brint-infrastruktur og på sigt også CO2 infrastruktur.

Politisk aftale om brint og grønne brændstoffer
I 2022 vedtog Folketinget aftalen Udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer (Power-to-X strategi). Regeringen har derefter besluttet, at der skal etableres en brintrørføring fra Tyskland op igennem Danmark, og at rørinfrastrukturen i videst muligt omfang skal være markedsdrevet jf. 1. delaftale: Ejerskab og drift af fremtidens danske, rørbunde infrastruktur. For nyligt meldte SF og Konservative dog ud, at de mener at der er behov for en ny brintstrategi, bl.a. fordi at man vil have tempo på opførslen af det brintrør, der skal føre dansk-producerede grønne brændstoffer til det tyske marked.